"Kaptajn Staal" - gruppen
"Kaptajn Staal"-gruppen i mere end halvtreds år aldrig blevet offentlig omtalt. Men i 1998 blev det i en nekrolog over gruppens leder, Frithjof Lænø, nævnt, at Lænøs gruppe havde været det mest effektive våben imod stikker-uvæsenet i Århus.
Kilder:
CONC Nekrolog over Frithjof Lænø i bladet 'Modstandskampen 1940 - 45 (nr. 3, juni 1998), interview med anonymt gruppemedlem ved journalist Henry Nielsen, Aarhus Amststidende (14. maj 1945), Sven Hauerbachs 5. Kolonne
ved bryllup boede Ydunsvej 11, Aabyhøj
Frithjof Lænø
Dæknavn(e): Frode Laursen
Født 24.11.1917
Død 07.05.1998
Elektromekaniker, Elektrotekniker
Ã…rhus, Aarhus
Region II (Midtjylland), Region I (Nordjylland)
Tilknytning til undergrundshæren
Region II (Midtjylland), Sektion S, Aarhus Distrikt (S), Modtageafdeling, 4. Kolonne
Lokalitet
Aarhus
Modstandsaktivitet
Almen illegal aktivitet
Industrisabotage
Likvidering
Militærgruppe
Sabotage
Kildehenvisninger
Rigsarkivet, 1010, Styrkeliste Aalborg Sektion, pk. 37 s. 202
Litteraturhenvisninger
Efter drabet (Peter Øvig Knudsen, 2001), 124,125,363
Gads Leksikon Hvem var hvem 1940-1945 (Hans Kirchhoff m.fl. (red.), 2005), s. 243
Rejsende i sabotage - Den jyske rejsegruppe 1944-45 (Peter Birkelund, 2011), 57
Udskriften er baseret på 5 registreringer
Frithjof Lænø, elektromekaniker
Militærgruppe
Region II (Midtjylland), Sektion S, Aarhus Distrikt (S)
Modtageafdeling, 4. Kolonne
Arkivhenvisninger
1) Rigsarkivet, 1010, Styrkeliste Aalborg Sektion, pk. 37 s. 202
Frithjof Lænø, elektromekaniker, aarhus
Almen illegal aktivitet
Likvidering
Sabotage
Region II (Midtjylland)
Litteratur
1) "Gads Leksikon Hvem var hvem 1940-1945" (Hans Kirchhoff m.fl. (red.), 2005) s. 243
Frithjof Lænø, elektrotekniker
Sabotage
Litteratur
1) "Efter drabet" (Peter Øvig Knudsen, 2001) 124,125,363
Frithjof Lænø
Industrisabotage
Region I (Nordjylland)
Litteratur
1) "Rejsende i sabotage - Den jyske rejsegruppe 1944-45" (Peter Birkelund, 2011) 57
Frode Laursen
Industrisabotage
Region I (Nordjylland)
Litteratur
1) "Rejsende i sabotage - Den jyske rejsegruppe 1944-45" (Peter Birkelund, 2011) 57
Frithjof Lænø
En helt usædvanlig århusianer, gennem ca. 70 år, er bisat i Århus. Frithjof Lænø. Han kom til at spille en enorm stor rolle i perioden 1940-1945. Som søspejder og terrrænsportsmand blev han meget tidligt en særdeles aktiv mand i modstandsarbejdet. Allerede primo 1942 måtte han »gå under jorden« som stærkt eftersøgt både af tyske og danske myndigheder. Der udsattes en formue for oplysninger, der kunne føre til pågribelse af ham, »levende eller død«. Han blev, sammen med E. Fisker - Amdisen og Tage Poulsen, særdeles effektive i forbindelse med modtagelse af våben og sprængstoffer, transport af samme til Århus og byerne i nærheden. Desuden var han meget aktiv i f.m. ombygningen af det organiserede modstandsarbejde samt de store sabotager i byen.
Senere påtog han sig også at udføre andet meget belastende, men vitalt vigtigt, arbejde sammen med »H.C.« - »Leif« og »Flammen«. F.L. og hans specialgruppe, der talte navne som Lauritz Krøll - Sv. Knoblau og E. Jørgensen var det mest effektive våben imod stikkeruvæsenet i Århus/Midtjylland. De nævnte organiserede den legendariske »5. kolonne« i Århus. Han modtog senere, som den eneste, kolonnens »Æresemblem« i guld. De tre år »under jorden« med stadigt skiftende opholdssteder, tog hårdt på F.L., men han reddede sig igennem til befrielsen i 1945. Han deltog herefter i det farlige, men nødvendige, arbejde med minerydning på Vestkysten. Kom på rekreation i Norge i en periode, inviteret af norsk mod standsbevægelse.
F.L. blev i 1947 gift med Erna, som blev hans trofaste støtte til hun døde i 1985. Da var F.L. pensioneret fra »Centralværkstederne« som elektrotekniker gennem en lang årrække. Han var nu i gang med at realisere ønskerne om »Besættelsesmuseet i Århus«, også selvom han erklærede, at »der er en rotte i kælderen«! 1 1988 flyttede F.L. til Østhimmer- land hvor han realiserede ønsket om et tip-top moderne »Fiskerhus«, i nær kontakt med naturen hvor han følte sig tryg. Han var så udpræget »Vennernes ven« - nød gerne tilværelsen i selskab med nogle ganske få udsøgte. Han sparede aldrig sig selv, var beskeden, men kendte sit værd uden at misbruge det. Han vil blive savnet - meget!
Ear
Modstandskampen 1940-45, 3.. juni 1998
Donation
Modstandsmanden Frithjof Lænø, Als Oddevej 91, Hadsund, døde den 7. maj 1998. Frithjof havde sin tilknytning til 5. kolonne i Århus, hvor han var særdeles kendt for sit belastende arbejde under krigen. Krigen slap ham aldrig helt. Da der var tanker om at skabe et museum i Århus fra tiden 1940-45, var han med på ideen og deltog helt naturligt i første linie ved den stiftende generalforsamling i 1984. Hans store interesse for museet gjorde at han, da museet havde store økonomiske problemer i starten, hjalp museet økonomisk, når det kneb, da det ikke havde offentlig støtte af nogen art. Der blev senere skabt en støttekreds, som bidrog med medlemskontingent, men museet levede meget »fra hånden til munden«. Frithjof havde håbet, at museet ville blive anerkendt og få en fast museumsinspektør, så museet var sikret i fremtiden. Han talte ofte med min mand Erik Hoick om dette, men da det lod vente på sig, bestemte han at skænke 1/3 af sin formue ved arv til museet, imens han endnu selv kunne bestemme over formuen. Frithjof havde ingen tvangsarvinger. Beløbet, museet fik rådighed over i november måned, lyder på godt og vel ¼ million kr.
Med venlig hilsen Anni Hoick
Modstandskampen 1940-45, 1. februar 2000
En Firemandsgruppe likviderede de aarhusianske Stikkere.
De nedskudte var i Forvejen dømt ved en underjordisk Domstol.
Et af de sorteste Kapitler i Besættelsens Historie er de danske Stikkere. Det var umuligt at tale til disse danske forræderes Skamfølelse, for de savnede det Organ, og Samvittighed havde de heller ikke noget af.
Som giftigt Kryb sneg de sig rundt og overgav gode danske Mænd til Gestapos Torturkamre. Hver Dag de levede var de en Fare for alle Danske, og deres Død blev efterhaanden en bydende Nødvendighed.
I Aarhus dukkede Stikkerne op som Paddehatte, men der meldte sig hurtigt Folk. der var i Stand til at paatage sig Modforanstaltningerne: Der dannedes en Gruppe paa fire unge Mænd. der under Navnet »Kaptajn Staal« under Besættelsen har likvideret 30 Stikkere i Aarhus.
Alt illegalt Arbejde var strengt anonymt, og Navnene paa denne Likvidationsgruppes Medlemmer var og er stadig omgivet af dyb Hemmelighedsfuldhed. Det Job. de fire uforfærdede Mennesker, paa hvis Hoveder Gestapo havde udsat en Belønning paa 25.000 Kr., havde paataget sig. var saa farefuldt og saa betydningsfuldt, at ingen maatte vide. hvem de var. Ikke engang deres ledere kendte dem under andet end deres Dæknavne.
Ingen Vilkaarlighed ved Stikker-Likvideringer.
Vi har haft Lejlighed til at tale med to af »Kaptajn Staal« -Gruppens Mænd
Paa et tidligt Tidspunkt begyndte vi at indsamle Materiale mod alle de Personer, som gik Tyskernes Ærinde, fortæller de, og ret hurtigt kom vi i Forbindelse med en Mand, der spurgte, om vi kunde tænke os at være med til at uskadeliggøre disse Personer. Vi sagde naturligvis straks Ja. Til at begynde med ordnede vi dette Job ved Siden af, at vi passede vort daglige Arbejde, men efterhaanden blev vi nødt til at gaa under Jorden.
Handlede De paa egen Haand, naar De likviderede en Stikker?
Nej, paa det Punkt raadede der ingen Vilkaarlighed. Der blev omhyggeligt indsamlet Bevismateriale mod Stikkerne og foretaget grundige Undersøgelser. Alt blev forelagt en underjordisk Domstol her i Jylland, hvor Stikkerne blev dømt som ved en legal Ret. Ved Retshandlingen medvirkede baade Anklager og Forsvarer. Blev det ved denne Rettergang fundet. at Bevismaterialet var fældende, blev Dødsdommen afsagt. Naar dette var sket kunde Stikkeren ogsaa være sikker paa Ikke at blive ret meget ældre.
Fik De saa Ordre til at eksekvere Dødsdommen?
Nej, først efter at en særlig Efterøgningsafdeling. der i de sidste Aar har bestaaet af Kriminalpolitifolk, havde skygget den dødsdømte i nogen Tid, saaledes at man var fuldstændig klar over hans Bevægelser paa de forskellige Tider af Døgnet. Naar man havde fundet det bedste Tidspunkt og bedste Sted til at likvidere ham. blev vi tilkaldt og saa skete det.
Var det ikke et ubehageligt Job?
Det er lidt vanskeligt at definere. Men i hvert Fald har vi ikke haft søvnløse Nætter i den Anledning. tværtimod. Vi vidste jo. At vi ved at udrydde en Stikker frelste mange gode danske Mænd. VI er almindelige unge Mennesker, men jeg selv. der ikke kan gøre en Flue Fortræd, stod ganske kold over for disse Slyngler. Naar jeg skulde skyde en Mand ned. Vidste jeg desuden, at der ingen Mulighed var for, at det var en uskyldig Mand. jeg skød Det borgede de forudgaaende Undersøgelser for.
Hvordan ser De paa Clearingmordene?
Ja, det var jo ikke rart at tænke paa at naar vi skød en Stikker, saa maatte en god dansk Mand undgælde, men der var ingen Vej udenom. Stikkeren skulde væk. Vi havde hellere set. at det kunde ordnes saadan. at Stikkerne kunde være blevet fanget og til sin Tid stillet for en Domstol, men det var jo ikke muligt.
Nær gaaet galt
Spændende Episode, da Dyhr blev likvideret.
Har Gruppen mistet Medlemmer under Arbejdet?
Nej, men een Gang var det lige ved at gaa galt. Det var den 12. December 1944, da vi likviderede Entreprenør Ole Dyhr. Vi havde faaet Ordre til at møde ved Svømmehallen, og da Dyhr sammen med en Schalburgmand forlod Svømmehallen, blev han af en af de Politifolk, der havde skygget ham. udpeget for os. Vi cyklede efter ham, men da han gik i venstre Side af Gaden, maatte den, der skulde skyde ham, staa af Cyklen Han fik ogsaa Ram paa Dyhr, men i det samme dukkede en Deling Tyskere op henne ved Svingbroen, den Vej, vi havde regnet med at forsvinde. Vi maatte op paa Cyklerne igen og vende om. Tyskerne gav sig til at skyde, og jeg blev ramt i Hoften. Jeg fortsatte dog Kørslen ad Banegaardsgade mod Rutebilstationen. Her blev jeg paany saaret i Foden. Jeg smed Cyklen, og gennem Rutebilstationen, hvor der var mange Mennesker, naaede jeg ud paa Sdr. Allé. Jeg kunde næsten ikke gaa, men humpede dog op ad Gaden. En Dame henledte imidlertid en tysk Officers Opmærksomhed paa mig. Tyskeren sprang paa en Cykle, og da jeg var naaet op i Nærheden af Amaliegade naaede han mig. Det lykkedes mig at ramme ham i Maven, saa han blev uskadeliggjort. Jeg havde nu ikke flere Patroner i Revolveren, og da Tyskerne ved Regina truede med at blande sig i Affæren, forsvandt jeg gennem en Port ind i Gaarden til Sjørup Jørgensens Forretning. Jeg havde en meget kendelig Frakke paa, den gav jeg en af Ekspeditricerne, og selv forsvandt jeg ind i en Forretning, hvor jeg bad om at laane en Telefon.
Tyskerne afspærrede nu hele Gaden for at fange mig, men i Forretningen blev man klar over, hvem jeg var, og hjalp mig. løvrigt mødte vi overalt den største Hjælpsomhed, hvor vi var kommet i en vanskelig Situation efter at have likvideret en Stikker.
Da Tyskerne var blevet kede af at lede efter mig, blev jeg behandlet af Læger paa Kommunehospitalet og anbragt i et privat Hjem. Paa Hospitalet turde jeg ikke være af Frygt for Gestapo. Denne Oplevelse skaffede mig en ufrivillig Ferie paa halvanden Maaned.
Brasen var første Offer.
Men dette er ogsaa det eneste alvorlige Uheld, vi har været ude for. I enkelte Tilfælde er det ikke lykkedes os at faa fat i vor Mand, saaledes smuttede en Blomsterhandler for os. Ingeniør Schmidt saarede vi kun I
første Omgang, men saa fik vi ham paa Harald Jensens Plads.
Den første Mand. vi skulde likvidere var stud. med. Brasen, men paa dette Tidspunkt havde vi ingen Vaaben. Vi fangede ham … ude i Mindeparken Vi troede fejlagtigt, han var død. Senere blev han likvideret i København Brasen var løvrigt nær Ven os Arbejdsfælle med stud. mag. Johs. Jørgensen der blev likvideret i Folkets Hus.
Likvidationer paa Hospitaler.
De har ogsaa likvideret Stikkere, der var indlagt paa Hospitalet?
Ja, vi fik Ordre til at bringe en kvindelig Stikker en »Hilsen fra Fredericia«. Vi aflagde hende et Besøg paa Radiumstationen, hvor hun var indlagt, lige da Besøgstiden var forbi. Der var ingen paa Stuen. Vi skød hende med en lydløs Revolver, efter at have overbragt hende Hilsenen, og forsvandt uden at nogen bemærkede os. Den 17. April hentede vi Stikkeren Jens Chr. Christensen paa Kommunehospitalet. Vi fik ham uset slæbt hen til Hospitalets Elevator, bragt ned og ud i en Bil uden at nogen saa ham Han blev likvideret i Risskov.
Stikkerne i Forhør.
Havde han ikke været underkastet Forhør, inden han blev skudt?
Jo, det gjorde vi ofte ved Stikkere i den sidste Tid, og paa denne Maade fik vi mange gode Oplysninger om andre Stikkere. Disse Folk er nemlig feje Kujoner. De fortalte alt, hvad de vidste. for at redde deres Liv. Vi tog alle Oplysningerne, men ogsaa deres Liv.
En anden, vi fik gode Oplysninger af, var Byvagt Ørskov, som vi den 27. Marts førte til Zoologisk Have og likviderede.
Planen, der skulde have befriet Leo Kæraa.
Var det ikke »Kaptajn Staal«, der forsøgte at befri der. haardt saarede Tanktekniker Leo Kæraa fra Tyskerne.
Jo, vi ledede Aktionen men den lykkedes desværre ikke
Planen var saaledes: En Ambulance skulde tilkaldes til en fingeret Ulykke paa Ringgaden. Redningsfolkene skulde holdes op og anbringes i en Bunker. Derefter skulde en af vore Folk lægge sig paa Baaren og Ambulancen skulde køre til Aarhus Amtssygehus, hvor Leo Kæraa laa. Vi vidste nøjagtig, hvor vi skulde søge ham.
Naar Baaren blev baaret op skulde to af vore Folk følge med. forklædt som Læger, og ordne Vagtposterne ved Kæraas Værelse. Kæraa skulde lægges paa Baaren og køres bort.
Derefter skulde nogle af vore Folk bemægtige sig Sygehusets Telefonomstilling og ødelægge den, saa der ikke kunde tilkaldes Hjælp.
Endelig var der truffet Forberedelse til at hente Kæraas lille Søn, der skulde føres bort med Faderen, da vi var bange for, at Tyskerne ellers ved Hjælp af Drengen vilde tvinge Kæraa tilbage.
Leo Kæraa var underrettet om Planen. Han havde om Natten forsøgt at gaa en Tur paa Gulvet trods Maveskud. og mente selv. At han kunde taale at blive flyttet.
Men saa glippede det hele. Lige før vor Aktion skulde i Gang kom Gestapo og hentede Kæraa og anbragte ham paa det tyske Lazaret paa Kommunehospitalet. Aarsagen var ikke, at de havde faaet Nys om vor Plan. men at der Dagen i Forvejen havde fundet en Bortførelse af en saaret Dansker Sted fra et Københavnsk Hospital, og Gestapo var blevet bange for. at noget lignende skulde ske med Kæraa, og det var alt saa ikke uden Grund.
Ogsaa paa Lazarettet forsøgte vi at befri Kæraa. men den Gang strandede det paa tyske Vagtposter. Vi havde faaet nøjagtige Skitser over Hospitalet og den Stue, hvor han laa, og hvor mange Vagter, der var paa
de forskellige Tidspunkter, þÿ men da vi skulde træde i Aktion, var Vagten fordoblet, og Planen maatte opgives.
Vi besluttede senere regulært at storme Lazarettet, men da Kæraa fik Planen forelagt, bad han os lade være
da Tyskerne havde sagt. at han snart skulde løslades. Han var bange for. at et mislykket Flugtforsøg vilde faa Tyskerne til at trække deres Løfte om Løsladelse tilbage.
Senere viste det sig, at det aldrig havde været Tyskernes Hensigt at løslade Kæraa, maaske havde Løftet været et Fif for at afværge nye Forsøg paa Befrielse.
-y-
Aarhus Amtstidende Mandag den 14. Maj 1945.
|
1917 - 1998 (80 år)
