| Notater |
- Skanderborg, Hjelmslev, Dover, Boes, 3f, 125, FT-1901
Kristen Sørensen 18661213 G Husfader Træskomager Musiklærer Them Sogn
Emilie Kirstine Jensen 18741124 G Husmoder Thoning Sogn
Skanderborg, Hjelmslev, Dover, Boes, 3f Dambæk, 4169007, FT-1906
Kristen Sørensen 39 13-2-1866 1866 Gift Husfader Træskomand
Emelie Kirstine Jensen 31 24-11-1874 1874 Gift Husmoder
Søren Jensen Sørensen 4 27-11-1901 1901 Ugift Barn
Jens Grønbæk Sørensen 0 18-10-1905 1905 Ugift Barn
En fortælling om min farfar og farmor – Christen og Emilie Sørensen, Flensted
Christen Sørensen – min farfar eller bedstefar, som vi - hans børnebørn – kaldte ham, blev født den 13. december 1866 i Virklund. Han var søn af Søren Jensen og Marie Nielsen. Det var en fattig familie, han voksede op i. Han havde en bror – Jens, der var født i 1853. Desuden to søstre - Frederikke var født i 1858 og Eline i 1864. Jeg har kun kendt Eline eller faster Line, som vi kaldte hende. Det var jo min fars faster. Hun boede på sine gamle dage sammen med sin ugifte datter – Mary - i en lille lejlighed tæt ved rutebilstationen i Silkeborg. Når vi - i min familie var på indkøb i Silkeborg, drak vi ofte en kop kaffe hos faster Line, inden vi skulle med rutebilen hjem til Voel Østermark. Der var hyggeligt hos faster Line.
Christen kom meget tidlig ud at tjene, hvad mange børn fra fattige familier gjorde på den tid. Han har nok kun været 7-8 år gammel. Hans skolegang var det så som så med. I mange landsbyskoler gik børn kun i skole to dage om ugen i sommertiden og 4 dage ugentlig om vinteren. Børn var en nødvendig arbejdskraft på landet. Skolegang blev på den tid ikke vægtet særlig højt.
Som ung lærte Christen at lave træsko. I vinterhalvåret var det en almindelig beskæftigelse for mange drenge og mænd på Virklundegnen. Jeg kan huske, at der på loftet i huset i Flensted stod et redskab - en ”tællehest”, som den vist hedder. For bedstefar var det et minde om tiden, hvor han fremstillede basartræsko.
Mens Christen var ung og ugift var fabrikation af træsko hans hovedbeskæftigelse i vintertiden. Om sommeren tog han arbejde på forskellige store gårde i Jylland bl. a. på Palsgård gods, som ligger i Østjylland. Sådan formede hans arbejdsliv sig i adskillige år.
Dog - alting gik ikke op i arbejde. Christen spillede også violin – efter gehør. Han deltog glad og gerne aktivt i dilletant. En fantastisk historiefortæller var han også. Det nød vi – hans børnebørn med stor fornøjelse, når vi fik ham overtalt til at fortælle. Han havde i høj grad en musisk side. Den kunne han nok have dyrket lidt mere, hvis mulighederne havde været der.
I 1898 blev der etableret en brugsforening i Skræ, hvor Christen blev den første uddeler. Han nåede lige at være med til Skræ brugsforenings 50 års jubilæum i 1948. Han var meget beæret over at være inviteret til den begivenhed.
Men tilbage til datiden - som ugift brugsuddeler måtte han have en hushjælp. Han ansatte en ung kvinde – Emilie Kirstine Jensen, som var fra Thorning. Hun var 24 år – var født 24. november 1874. I kirkebogen oplyses, at Emilies mor var Helene Marie Kirstine Jensen – ugift pige. Det betød at Emilie de første seks år af sit liv boede hos sin mormor og morfar. Om det var sammen med Helene – hendes mor, har jeg ingen viden om. Måske har hun arbejdet andetsteds. Det er et ubesvaret spørgsmål.
I 1880 skete en familiemæssig ændring for Helene og datteren Emilie. Helene giftede sig med Niels Jensen Grønbæk fra Thorning. Herefter betragtes Niels Jensen Grønbæk som Emilies far. Helene og Niels havde vældig travlt med at få udvidet familien. I løbet af 11 år fødte Helene 5 børn, som blev Emilies (halv)søskende – Eline 1881, Jens Laurids 1884, Jens Edvard 1887, Kirstine 1889 og Ejnar 1892. Igen undrer det mig, at to søskende kan have samme fornavn, men det var vist ikke ualmindeligt på den tid.
Nu vender jeg tilbage til Skræ brugsforening. Naturligvis (fristes jeg til at sige) blev det til kærlighed mellem Christen og Emilie. Den 31. januar 1899 blev de viet i Thorning kirke.
I kirkebogen står Helene Marie Kirstine Jensen og Niels Jensen Grønbæk - uanset forhistorie - anført som brudens forældre.
De nygifte opgav brugsforeningen og flyttede fra Skræ til Boes skov i nærheden af Skanderborg. Her havde de købt en lille ejendom på 5 tdr. land. De kunne have en ko, en gris og et par får. Ejendommen var slet ikke stor nok til at forsørge en familie, så Christen måtte arbejde ved siden af. Det gjorde han bl.a. som daglejer på forskellige af de store gårde i nærheden. Måske lavede han også træsko, mens de boede i Boes. Det er gætværk fra min side. Men ”tællehesten” havde han med sig, så det er ikke utænkeligt.
Familien fik hurtigt vokseværk. Fra 1901 til 1912 fødte Emilie 6 børn – 3 drenge og 3 piger. Min far – Søren blev født i 1901. Barn nummer to – en pige kom til verden i 1903. Hun døde ved fødslen. I 1905 blev Jens født, i 1907 Aage, i 1909 Agnes og endelig i 1912 Klara, som døde i 1913 – 6 uger gammel. Kun fire ud af seks børn fik lov at vokse op sammen. Spædbørnsdødeligheden var høj på den tid.
Både Søren og Jens kom ud at tjene i en tidlig alder – 9-10 år. På trods af fattige kår har min far altid omtalt sit barndomshjem med stor kærlighed – et hjem, hvor der var plads til både sjov og humørfyldte påfund.
I 1913 flyttede familien fra Boes skov til Linå, hvor de havde købt et landbrug tæt ved Linå kirke.
Ejendommen i Linå var større og havde flere tdr. land jord end husmandsstedet i Boes Skov. De skolesøgende børn kom i Linå skole. Ifølge min far, der var 12 år ved flytningen, blev de sidste to år af hans skolegang de bedste i hele hans skoletid. Her lærte han virkelig noget.
I første halvdel af 1900 tallet var der mange sygdomme, som var dødelige og især ramte børn. Det skete også for Christen og Emilie. Da Agnes var 13 år, fik hun difteritis – kom for sent på sygehuset og døde efter få dages sygdom 27. februar 1923. I vore dage er difteritis på det nærmeste en udryddet sygdom pga. vaccinationer og andre behandlingsmuligheder. Agnes´ død var en stor sorg for hele familien især for Emilie. Hun kom aldrig over tabet af sin meget elskede datter
De to ældste – Søren og Jens – arbejdede ved landbruget og tjente i deres ungdom på forskellige gårde. Den yngste – Aage – tog en maleruddannelse. Han var desuden et meget musikalsk menneske med en flot sangstemme og en dygtig violinist. Udover at være husmaler forsøgte han sig også som kunstmaler på amatørplan senere i livet.
Både Søren og Jens tog et vinterophold på Ry højskole. Det fik stor betydning for dem begge resten af deres liv. De fik udfyldt huller fra deres skolegang, fik indsigt i mange ting – kulturelt, historisk, socialt, politisk. Deres glæde ved fællessang blev i høj grad vakt til live her. De nød at bruge deres gode sangstemmer og det fortsatte de med gennem hele livet. Søren spillede også violin efter gehør. De havde fået nogle musiske gener fra deres far.
I slutningen af 1920´erne boede Søren hos sine forældre i Linå og stod for driften af ejendommen. Emilie havde tidligere været indlagt på sanatorium med tuberkulose. Det kom til at præge hende resten af livet – hun havde et skrøbeligt helbred. Christen havde derfor behov for hjælp til arbejdet på ejendommen. Og som ældste søn faldt det Søren naturligt at støtte sine forældre ved at bo hos dem og hjælpe til med ejendommens drift.
I 1932 blev Søren gift med Birgitte Bruntt og flyttede fra Linå. Ved giftermålet blev han ansat som bestyrer på sin svigermor – Kristine Bruntts - gård ”Lykkesholm”, Voel Østermark.
Derfor solgte Christen og Emilie ejendommen i Linå. I stedet købte de et mindre hus i Flensted by. Det er der, jeg har besøgt dem og har mange minder fra.
Flensted var på den tid en rigtig landsby med mange gårde, huse, smedje, forskellige værksteder, to skoler, en købmand, et ishus og busstoppested med busforbindelse til Aarhus og Silkeborg.
Desuden lå her en proprietærgård – Kalbygård, som havde park, skov, ager- og kvægbrug med ansat forvalter plus andet personale. Gården eksisterer stadigvæk.
Flensteds gårde havde egne brønde, men villabeboerne måtte hente vand ved en vandpost. Det måtte Emilie og Christen også. Jeg kan huske, at der i deres soveværelse stod et servantestel. Det var et almindeligt udstyr i huse, hvor der ikke var indlagt vand: Servantestellet befinder sig nu hos mig.
En lokal mælkemand stod for levering af mælk. Mælkevognen kørte rundt i byen. Det blev ringet med klokken for at kalde kunderne til, og det lykkedes til fulde.
Christen og Emilie levede et roligt pensionistliv i Flensted – på hver deres måde. Christen var den udadvendte type. Han gik mange ture og kunne lide at snakke med folk. Ofte gik han forbi Kalbygård og fik sig en snak med forvalteren. En gang om ugen gik han til Låsby og blev barberet på gammeldags vis hos den lokale barber.
Som tidligere nævnt var der to skoler i Flensted – den ene var for de små fra 1. – 3. skoleår. Her var det en lærerinde, der tog sig af undervisningen. Den anden skole var for 4. – 7. skoleår. Læreren på den skole hed Ejnar Harlou. Ham besøgte Christen jævnligt og de fik sig en god snak. Christen var en meget begavet mand, der på trods af begrænset skolegang fulgte med i, hvad der rørte sig i samfundet. Jeg ved også, at lærer Harlou opfordrede Christen til at skrive sine erindringer. Det blev desværre kun i kladdeform og aldrig trykt.
Emilie var i modsætning til Christen mere indadvendt og glad for at stå for de hjemlige gøremål. Hun var med sit blide væsen meget vellidt i byen. Jeg husker hende som en lidt krumbøjet hvidhåret kone. Hun havde som ung pige været ansat i herskabelige hjem – det prægede hende hele livet. F.eks. i køkkenet – her var hun altid iført en lyseblå kjole, hvidt forklæde og et hvidt hovedtørklæde (lidt ligesom Laura i Matador serien). Alt – både i køkken og resten af huset bar præg af omhu og respekt for hygiejne og orden.
Bedstemors sans for ordentlighed gik igen hos hendes tre sønner, sådan som jeg husker dem.
Når vi fra ”Lykkesholm” kom til søndagsmiddag i Flensted, foregik det i jumbe. Vogn og hest blev opstaldet på nabogården. Hvis vi under sådan et besøg kunne overtale bedstefar Christen til at fortælle en historie, var dagen reddet. Og vi fik rigtig bedstemormad. Stod desserten på frugtgrød, var det med mælk og fløde leveret af mælkemanden – det smagte himmelsk og meget anderledes end mælk direkte fra producenten (køerne).
Vi kom også på ferie hos Christen og Emilie. Her blev vi rigtig forkælede med dejlig mad - gik lange ture med bedstefar Christen. Ved særlige lejligheder fik vi lov til at gå på ”snold” hos købmanden. En gang imellem sad vi i vejgrøften ved hovedvej 15 og talte biler. Det var kort tid efter 2. verdenskrig, så biltælling var en populær men overkommelig opgave med de få biler, der var på vejene i de første efterkrigsår.
Når Christen og Emilie skulle på besøg hos os på Lykkesholm, blev de hentet af min far i jumbe. Dvs. Christen var for utålmodig til at vente på jumben, så han gik – det var en strækning på 7 kilometer, men det var kun en ”smuttur” for ham. Som regel blev de hos os nogle dage.
Under krigen, hvor der var mangel på alt, begyndte mange at holde får. Det gjorde vi ikke på Lykkesholm, men vi fik uld fra en nabogård. Emilie havde et sæt karter, så hun kartede ulden. På Voel Østermark var der en kone, som havde en rok. Hos hende blev den kartede uld spundet til garn, som blev farvet med Opal farvepulver. Karterne hænger nu til pynt i mit hjem.
Efter nogle dages ophold på Lykkesholm, tog Christen og Emilie videre for at besøge deres anden søn – Jens Grønbæk Sørensen, som med sin familie boede på en landbrugsejendom på Voel Vestermark. Christen gik de 4-5 kilometer ud til sønnen og Emilie blev igen kørt i jumbe.
Den 31. januar 1949 fejrede Christen og Emilie deres guldbryllup. En dag de havde glædet sig umådelig meget til. Emilie var med sit skrøbelige helbred ængstelig for, om hun nu kunne klare festlighederne, men det gik over al forventning. Hun ”stinner” sig, sagde en af damerne, der på dagen hjalp til i køkkenet. Jeg kendte ikke udtrykket, men tænkte, at det nok betød, at Emilie klarede det godt.
Den nærmeste familie var først inviteret til frokost i hjemmet. Derefter til stor fest om aftenen i Låsby forsamlingshus, hvor også naboer og venner deltog. Familiens voksne blev kørt, men alle børnebørnene gik fra Flensted til Låsby for at være med til festen. Vi havde min yngste søster med i barnevogn – hun var meget ny – 7 uger gammel.
Der blev taget et familiebillede med børn, svigerbørn og børnebørn – et dejligt minde at have.
Under middagen gav Christen et nummer på sin violin ”Gubben Noah”, det vakte stor begejstring. Hans spilleglæde var stadig intakt. Det blev virkelig en dejlig dag for hele familien.
Da guldbrudeparret sent på aftenen var kommet tilbage til Flensted, sad de lidt i et par nye lænestole, som de havde fået i gave af børn, svigerbørn og børnebørn. De var så glade for dagen og den dejlige fest. Da de var kommet i seng, havde de takket hinanden for deres tid sammen og for en skøn dag med familien og deres gode venner. Nu glædede de sig til en god nats søvn.
Næste morgen var Christen bevidstløs, havde fået en blodprop i hjernen og blev indlagt på Silkeborg sygehus. Han kom aldrig til bevidsthed og døde 10 dage senere – 82 år gammel.
Det var et meget smerteligt tab ikke kun for Emilie, men for resten af familien. Christen, der altid havde været den stærke, var der ikke mere.
Begravelsen foregik fra Linå kirke. Christen blev begravet ved siden af Agnes – deres elskede datter.
De første måneder efter Christens død boede jeg hos bedstemor Emilie. Jeg var 12 år og gik på det tidspunkt i skole i Silkeborg. Der gik rutebil fra Flensted til Silkeborg, så jeg kunne sagtens passe min skole samtidig med, at jeg boede hos Emilie. Nogle weekends var jeg dog hjemme hos min egen familie. I stedet var min søster Tove hos vores bedstemor.
I de måneder, hvor jeg boede hos Emilie, lærte jeg hende virkelig at kende. Hun var et fint menneske, meget lyttende og god til at snakke med en teenagepige som mig. Jeg forstod til fulde, hvorfor hun var så afholdt af både naboer og familie.
Bedstemor havde også en meget omsorgsfuld nabo. Hun hed Ragnhild og var vel mellem 40 og 50 år. Hun var ugift. Hun aflagde næsten dagligt et lille besøg. Hun var god til at snakke med både Emilie og mig. Ofte fik hun os alle tre sat i gang med at spille kort eller Ludo. Det gav plads til latter. Især for bedstemor var det godt med lidt afledning fra den tristhed og sorg, hun var præget af. Gode og kærlige naboer er guld værd.
Mens jeg boede hos bedstemor, lærte jeg også en del om husholdning. Noget var sjovt andet lidt ”træls”. Specielt kan jeg huske dagene op til påske. Familien skulle komme til påskemiddag og derfor blev operation rengøring sat i gang. Alle gulvene skulle vaskes – ”er det nu også nødvendigt”, tænkte jeg – det var jo kun mine forældre og søskende, der skulle komme. Men properhed og hygiejne var vigtigt, sagde min bedstemor. Selvfølgelig vaskede jeg gulvene. Dog, det var nu sjovere at lave citronfromage, som skulle serveres som dessert. Citronfromage er stadig en af mine yndlingsdesserter.
Emilie fik efter nogen tid problemer med sit syn – hun havde grøn stær. På den tid var der ingen behandlinger mod den øjensygdom, der som oftest endte med blindhed. Det skete desværre også for Emilie. Hun måtte sælge huset i Flensted og flyttede på plejehjem i Gjern. Her boede hun på ”Havely”- et anneks, der hørte under Gjern syge- og plejehjem. Lederen var en ældre kvinde, der hed Folmarsine Sørensen. Særlig hendes fornavn var mine søskende og jeg ret fascinerede af.
På ”Havely” blev bedstemor Emilie en meget afholdt beboer. De unge kvinder, som arbejdede på stedet, holdt meget af at tale med hende, netop fordi hun var så god til at lytte.
Emilie døde i december 1951 – 77 år gammel. Hun blev begravet på familiegravstedet i Linå.
Verden blev et fint menneske fattigere ved hendes død.
At fortælle om mine bedsteforældre har sat mange tanker i gang. Deres vilje til ikke blot at overleve, men også at få et indholdsrigt liv. På trods af fattige kår, evnede de at få humør og livsglæde ind i hverdagen.
Jeg er taknemmelig for at have så gode minder om et par dejlige bedsteforældre, som uden at vide det har lært mig utrolig meget.
Gerda Madsen November 2024
- Web
dåb
vielse
FT-1911
FT-1916
FT-1921
FT-1925
FT-1930
FT-1940
død
|
|
1866 - 1949 (82 år)
