DØDSFALD
Knallert og kunst
Henning Laursen, der var formand for Morgenavisen JyllandsPostens Kunstforening og en stor kunstsamler, er død, 77 år.
JENS KAISER
jens.kaiser@jp.dk
Med Henning Laursens død forsvinder en institution i det aarhusianske kunstliv. Den 77årige tidligere typograf og kunstsamler var i mange år en ildsjæl, som på sin egen måde forsøgte at udbrede kendskabet til kunsten, ligesom han blandede sig i kunstdebatten.
Henning Laursen arbejdede i 40 år som typograf på Jyllands-Posten. Han var med fra Frederiksgade, da man i 1964 flyttede til Viby. Det store bladhus råbte på en kunstforening med sine mange tomme vægge, og Henning Laursen hørte det.
Han blev kunstforeningens første formand og beklædte posten, indtil han i 1997 gik på pension.
I eftermiddag er der generalforsamling i Jyllands-Postens Kunstforening. Det er noget helt andet. Den nuværende formand, Jens Arvid Spærhage Hansen, arbejder hårdt for foreningen, men der er sikkert en del medlemmer, der er glade for, at han afvikler den årlige generalforsamling i et noget andet tempo, end da Henning Laursen var formand.
Forud for sin tid
Dengang formede generalforsamlingen sig som en årlig forelæsning i de nyeste strømninger i moderne dansk kunst. Henning Laursen fortalte om årets gang, og hver enkelt kunstner fik nogle dybtfølte ord med på vejen. Nogle fik mere ros end andre, og det var kompetent.
En sådan medarbejder er guld værd på en arbejdsplads, for han kan ikke undgå at smitte med sin passion.
At så en række af medlemmerne kun ventede på den årlige udtrækning, er en anden sag.
Der var også ofte stort postyr om den kunst, som Henning Laursen havde valgt som præmier. Det kunne være vovet og provokerende, og medlemmerne blev vrede, hvis de vandt, for det kunne man da ikke have hængende.
"Bare vent," sagde han. "Det skal nok blive meget værd.
Og han fik ret.
I sin fritid var Henning Laursen en passioneret kunstsamler. Lejligheden på Karensvej i Brabrand lignede et kunstmuseum med nyere danske kunst, og der var også et stort magasin. En gang om året blev der foretaget en ny ophængning, og der var ikke mange ledige kvadratcentimeter vægplads i lejligheden.
En række af billederne var opmagasineret under dobbeltsengen, og hvor der ellers var plads.
Uddybende kunstsnak
Ellers tog Henning Laursen på knallert på ekskursioner til kunstnere i passende afstand. Her blev diskuteret, og cheffotograf Klaus Gottfredsen, der afløste Henning Laursen som formand for kunstforeningen, besøgte også kunstnerne. Den nye formand lyttede og talte, og når han var færdig, sagde han farvel og tak.
Det forstod kunstnerne ikke. For når Henning Laursen kom på besøg for at tale kunst, tog det som regel en weekend, men han havde også en. kasse øl med på bagagebæreren.
Jyllandsposten 26. februar 2011
Begravelse for Henning Laursen onsdag den 2.marts 2011 kl. 13
Mattæus 5, 13-16 I er jordens lys
I bibelens fortællende univers, hører vi om en kamp mellem lys og mørke. I en af skabelsesberetningerne lyder det at i begyndelse var der mørke. Og straks dannes billeder og fornemmelser af en verden hvor alt ligger hen i mørke Og da skabte Gud lyset.
Og uanset hvordan verden nu end blev skabt, så kender vi godt til beretningens billedsprog, hvor lyset kæmper med mørket. Tænk hvilken forskel, når det ikke længere er mørkt både når man står op, og tidligt hver eneste eftermiddag. Vi har allerede oplevet glæden, når lyset bryder igennem, og mørket viger pladsen for lyset.
I det nye testamente, hører vi også om lyset. Lyset, det sande lys, som vil oplyse og opvarme, hedder Jesus Kristus. Gud selv er kommet til os, og der er grund til at være overraskede. For mennesker har til alle tider frygtet, hvordan Gud mon vil møde os. Vil han forkaste os? Vil han dømme os efter vores liv, vores kærlighed, vores trofasthed, vores evne til nærvær? Vil han forbigå os i tavshed?
Og Gud kom til verden i Jesus Kristus, og overalt hvor han kom skinnede et lys som klart og stærkt, at alt kom til at stå i et forklaret lys. Jesu lys lader ingen upåvirket tilbage. Det hører vi gang på gang, når en udstødt, bliver behandlet som en kær ven, når et barn bliver løftet op i øjenhøjde, når en forræder får endnu en chance for at blive et helt menneske.
Og nutidsmennesker, som os der er i kirke i dag, bliver inviteret til at komme og blive omsluttet og smittet af Jesu lys. Han lyser på. os, når vi bliver døbt, og lyset falder på os med ordene; Også du er mit elskede barn, i dig har jeg velbehag.
Og uanset hvor højt og længe vi så beretter om alt hvad vi selv måtte anse for fejl og mangler og karakterbrist, så omslutter Jesu lys os, som solens stråler, og varmer os op fra top til tå.
Du er mit elskede barn, i dig har jeg velbehag.
Og Jesus rækker os barnekår, uanset om vi er 10 eller 80.
Han nynner for os, han råber til os, han fortæller lignelser, han gør undere, han skælder ud, han vælter stole og borde, og han går mod Golgata, for at vi skal dufte og smage og erfare, at vi hører til hos Gud. Han er vores far, og vi er hans elskede børn.
Ikke når vi har gjort det ene og det andet, som vi eller andre eller Gud måtte ønske af os,
Vi er ganske enkelt hans børn. Og vi er omsluttet af hans lys og nåde, fra først til sidst. Et lys som vi kan leve og gro i hver eneste dag. Et lys der tydeligt afslører det der er mørkt og goldt og forkert.
Men lyset skal vi ikke kæmpe for at finde.
Lyset er givet os, som grundvilkår at leve i.
Lyset er Jesus Kristus, Guds Søn.
Og i dag lyder Jesu ord til folkeskaren på hans tid og til alle os der i dag er samlet for til Henning Laursens begravelse:
I er jordens salt. Og I er verdens lys.
Jesus gør os til lys og salt for hinanden og for hele verden.
Da vi mødtes for at tale om i dag, strålede det ud af jer, hvordan Henning og mennesker i familien, i vennekredsen, på arbejdet og alle de andre steder han har hørt til, har lyst og skinnet for hinanden,
I familien har i aldrig været i tvivl om at Henning ville gøre alt for at skinne for jer. Særligt tydeligt blev det, da han mistede sin mor, og som storebror gerne ville bidrage til at der stadigvæk var tætte bånd og sammenhold blandt hans søskende Noget af det bedste for ham, var når den nære og den større familie var samlet, og det lå ham på sinde at alle skulle føle sig godt tilpas, når der var besøg, eller når han arrangerede fester med overnatning eller fælles ture.
I børnebørn har kendt ham som en bedstefar der gerne ville passe jer da i var små og som slet ikke kunne skjule, hvor glad han var for at være sammen med jer.
Og så elskede han at drille, Der går mange historier om hvad han har fundet på, og han betalte gladelig bestikkelseshonorarer, for at få licens til at drille en tid
I har kendt Henning Laursen på hver jeres måde, og hver især har I været lys og salt ind i hans liv. Og han har lyst ind i jeres liv og fællesskaber og familier ved sin måde at være på. Henning havde humor, og han var hjertelig og rar at være sammen med. Og så var han et menneske der samvittighedsfuldt gjorde det han anså for at være en pligt. På flere måder var han præget af også at have levet i en anden tid, med anderledes økonomi og farer. Han var sparsommelig på mange områder, og samtidig generøs overfor andre.
1 40 år var han ansat på Jylllandsposten, men som en indædt SFér skulle han ikke nyde noget af en fortjenestemedalje.
På Jyllandsposten var han med til at starte en kunstforening, og kunsten blev et vigtigt led i hans liv. Enhver der har været en tur hjemme hos Henning på Karensvej, ved hvordan kunst i bogstaveligste forstand fyldte i hans liv. I familien har I altid været rundt og se på kunst, og det var noget af det han savnede, når operationer gjorde at han i en tid ikke kunne rejses for så kunne han jo ikke komme ud i verden og se på kunst.
Sidst var I i familien på tur til Skagen, og det næste der var på programmet, skulle have været en tur til Ribe.
Nu har Du taget fra os
hvad du engang har givet.
Nu favner døden den, der
for os var selve livet.
Og intet bliver mere
helt, som det var, herefter,
for sorgen river i os
med kærlighedens kræfter.
Kærlighedens kræfter river i enhver der har delt liv og lys med Henning. Som børn bliver i martret af tanker om hvad I kunne have gjort anderledes, i de allersidste dage. Det er kærligheden der rumsterer. Kærligheden der så gerne ville have haft mere fælles lys og liv.
Og I skal holde fast i kærlighedens lys og glæde, i fællesskabet i har delt med Henning, i alle slags dage.
I solskin og regnvejr, ved køkkenbord og arbejdsbord, i hverdagsliv og højtidsdage.
For vi tror at vi er Guds levende hænder.
Vi tror at dødens mørke skal blive til opstandelseslys.
Vi håber at Guds magt er større end intethed og mørke.
Nu er vi fyldt af savnet
og gruer for i morgen.
Men, Gud du kommer til os
og trøster os i sorgen.
Vel er vi alle ramt af
den gådefulde stilhed,
men Du er også nær med
Din nådefulde mildhed.
Du griber os i mørket
og blidt mod lyset vender.
For selv om vi er adskilt,
er vi i Dine hænder.
Og du var selv i mørket
den dag, da Kristus døde,
du rejste ham til livet
i påskens morgenrøde.
Lad os bede.
Kære himmelske Gud,
Vi beder dig værne Henning Laursen,
i dine levende og mægtige faderhænder.
Og vær du med os der er her i dag.
Giv du os mod til at leve videre,
også nu hvor sorgen slider i os.
Vær med os når sorgen er for tung at bære.
Og giv du os at være gode støtter for hinanden,
når der skal tales, når der skal ties og når der skal grædes.
Kom du og vær os nær i sorgen,
og giv du os tillid til dine løfter,
om at du vil være med os i liv og død.
Giv du Henning Laursen og os liv i dig,
nu og når vi samles hos dig i de evige boliger.
Amen.
|
1933 - 2011 (77 år)
[1] 
